Hvad er Indisk astrologi, jyotish
Jyotish betyder ”lysets videnskab”. Den blev udviklet for flere tusinde år siden i Indien og er baseret på de gamle indiske vedaer og vedisk filosofi og livssyn, bl.a. loven om karma. Karma er det åndelige princip om årsag og virkning, dvs. en persons intention og handlinger påvirker individets fremtid. Dit horoskop er et resultat af og en afspejling af din nuværende karma.
Jyotish kaster lys over din fortid, din nutid og din fremtid. Hovedintentionen er at skabe de bedste betingelser for nutid og fremtid ved hjælp af god rådgivning fra astrologen, jyotishien. Rådgivningen suppleres med bl.a. brug af remedier såsom astrologiske mantraer og ædelstene. Disse indeholder en særlig kraft, der styrker en planets egenskaber.
Præcise fremtidsprognoser udgør en væsentlig del af jyotish. Der er i de gamle indiske astrologiske lærebøger beskrevet en lang række dashaer, dvs. tidsperioder. Planetens placering i astrologiske tegn og huse og dens aspekter (forbindelse til andre planeter) har stor indflydelse på periodens kvalitet og de konkrete oplevelser man har. F.eks. vil en dasha, som er styret af en stærkt placeret 10. hus-hersker, huset for karriere og succes, kunne give karrierefremgang, succes og endda i sjældne tilfælde berømmelse. Omvendt vil en periode styret af en svagt stillet 10. hus-hersker kunne give karriere-problemer, tab af position osv.
Dashaerne er unikke for indisk astrologi. De er meget kraftfulde og kan f.eks. vise store skift i en persons liv, når en ny dasha begynder.
I indisk astrologi anvender man en anden dyrekreds end i vestlig astrologi. Den kaldes den sideriske dyrekreds. Den sideriske dyrekreds er astronomisk korrekt, hvilket vil sige, at den bruger de faktiske stjernetegn, modsat vestlig astrologi som bruger en symbolsk, årstidsbaseret dyrekreds. Så hvis du i dit vestlige horoskop har solen stående i Jomfruen, vil den i det indiske horoskop stå i Løven med mindre du har solen stående i de sidste 6 grader af tegnet. Det har for nogle af mine klienter givet en helt anden forståelse af deres styrke og potentiale.
Jeg vil på ingen måde underkende den vestlige astrologi og dyrekreds, men mange års erfaring har gjort, at jeg primært bruger den indiske, sideriske dyrekreds, når jeg skal vurdere en planets egenskaber og styrke. Det er selvfølgelig også den sideriske dyrekreds, jeg anvender, når jeg vurderer en dashas potentiale.
En anden helt unik egenskab er yogaer. En yoga dannes, når to planeter, som styrer bestemte astrologiske huse, aspekterer hinanden. Yogaerne aktiveres af dashaerne. Der er raja-yogaer, som er gode yogaer. De opstår, når to gode husherskere (planeter) aspekterer hinanden. Når disse aktiveres, indikerer de en periode, som er domineret af held og medvind.
Der er også dhana-yogaer for velstand og arista-yogaer for modgang og ulykke. Derudover findes mange tusinde forskellige yogaer i indisk astrologi.